Sogneudflugt 23. maj 2018

Menighedsrådets udflugt gik i år til Dejbjerg og Skjern. 

Ansager Turist lagde bus til turen, som 50 personer havde meldt sig til.

Solen skinnede hele dagen og gjorde sit til, at det blev en vellykket udflugt.

Vi ankom til Dejbjerg omk. kl. 09.30, hvor menighedsrådet bød på medbragt kaffe og rundstykker i Dejbjerg Missionshus. Her fik vi besøg af dagens guide, Lisbeth Lunde Lauridsen, som fortalte om Dejbjerg-området med fortidsminder fra jernalderen, om rakkerne, der havde et gravminde på kirkegården o.m.a.

 Lisbeth fulgte os på hele turen både i Dejbjerg kirke og på turen  til 

Skjern via Stauning Havn til Skjern Kro, hvor vi fik en god middagsret, før vi skulle på byvandring i Skjern. Her så vi den oprindelige statue af Holger Danske, som står på torvet i Skjern. Vi fik levende fortalt om Reberbanen og om Skjerns historie. Turen sluttede ved Laksens hus lidt uden for Skjern. Her blev der disket op med kaffe, boller og kage, inden turen gik hjemad. 

En god tur, som i høj  grad skyldtes vores dygtige og medrivende guide og det flotte sommervejr.