Fastelavnsfest i Teglgårdshallen

Fastelavnssøndag den 3. marts kl. 15.00 havde menighedsrådet og Teglgårdshallens støtteforening inviteret til fastelavnsfest i hallen for 4. gang. Festen begyndte med en kort familiegudstjeneste ved sognepræst Hanne Kobbelgaard, der ikke mødte op i præstekjole, men tog den på for øjnene af de ca 50 børn og 60 voksne, der var mødt op. Hanne talte med børnene om at være sig selv og være klædt ud som en anden. Det var også temaet i prædikenen over fortællingen om Jesu  dåb, hvor Helliganden kom fra Gud i form af en due.

Efter gudstjenesten gik de flot udklædte børn en runde og sang "Fastelavn er mit navn", mens de voksne kiggede på udklædningerne og et par "dommere" bestemte, hvilke børn, der i år skulle have en præmie for deres udklædning. Men inden overrækkelsen af præmierne, skulle der også findes konger og dronninger ved tøndeslagning i 4 forskellige aldersgrupper. Efter veloverstået tøndeslagning og præmieoverrækkelse, blev det tid til fastelavnsboller for alle og slikposer for børnene.

Den festlige dag blev sluttet af med nogle sanglege under ledelse af Eva Kirkegaard og Helle Bramming.

Se billeder her